SKIZOFRENIENS VERSALER: Ja, Jeg Har Set Manden med Leen
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 95. Om at se "Manden med leen" i journalen, for bagefter at grine af det og bruge det som en provokation i en samtale med en læge.
ANDERS HAR SET MANDEN MED LEEN
Digtet åbner med en konstatering fra jegets journal: "ANDERS HAR SET / MANDEN MED LEEN". Systemet har noteret hans suicidale tanker eller hallucinationer om døden. Men jegets reaktion er ikke alvor.
EGENTLIG ANDERS GRINER AF MOTORCYKEL AF SCOOTER SIGER MÅSKE DER KØRER MANDEN MED LEEN
Han laver sjov med forestillingen. Døden kommer ikke på en sort hest, men måske på en larmende scooter. Han forestiller sig, at personalet, "DEN / MENTALT USTABILE / MEDARBEJDER", tager hans ironi alvorligt. De noterer i journalen, at han har set Manden med Leen.
Han håner deres bogstavelige fortolkning: "HA HA HA DU KAN IKKE / TOLKE MIG". Han er et skridt foran dem, bevidst om den leg, han spiller med systemet og dets sprog.
TIL SAMTALE JEG GÅR
Scenen skifter til en samtale med en læge. Lægen bringer journalnotatet op: "HAN NÆVNER / MANDEN MED LEEN". Jegets reaktion er at foregive totalt hukommelsestab.
MIG JEG HUSKER INGENTING
Han nægter at anerkende sin egen tidligere udtalelse. Men så skifter han pludselig taktik. Han "GRINER AF HAM" (lægen) og bekræfter provokerende det, der står i journalen.
SIGER JA JEG HAR SET MANDEN MED LEEN OG HAN ER FÆL OG STYG
Han spiller med på deres spil, men på sine egne præmisser. Han bekræfter, at han har set døden, og tilføjer endda en barnlig, næsten eventyragtig beskrivelse: "OG HAN ER FÆL OG STYG". Ved at gøre det, tager han ejerskab over fortællingen. Han er ikke længere et passivt offer for systemets journalisering, men en aktiv og drillende medspiller, der bruger deres egne noter til at forvirre og provokere. Han anerkender sin "galskab", men gør det med et grin, der underminerer lægens autoritet.
