SKIZOFRENIENS VERSALER: Jeg er Ikke Forfatter

Digtet starter med en samtale mellem jeget og hans farfar. Jeget har skrevet sin selvbiografi, men farfarens reaktion er ikke den, han havde håbet på. Farfaren læser ikke teksten som litteratur, men som et symptom.

For farfaren er teksten et råb om hjælp, ikke et kunstværk. Denne reaktion, som sikkert er velment, bliver for jeget til en dødsdom. "TAK FARFAR JEG / HÆNGER MIG SELV / NU". Farfarens ord bliver den "OPMUNTRING", han "MANGLEDE TIL AT / BINDE LØKKEN". Han føler, at han har fået "KLAR BESKED": Han er ikke en forfatter, men en patient. Hans skæbne er ikke at skrive, men at dø.

På side 130 eskalerer denne følelse af at være misforstået og dømt. Han afviser totalt sin forfatteridentitet.

Han er ikke længere en kunstner, men blot endnu et tal i den samme statistik, han tidligere har reflekteret over. Han identificerer sig med de mange anonyme måder, folk dør på: lig fra højhuse, i havet, på skinnerne, ved overdosis. Han ser sig selv som et offer for både "AKTIV DØDSHJÆLP" og "SYSTEMETS PASSIVE / DØDSHJÆLP".

Han observerer en scene på et plejehjem, hvor "DE DEJLIGE / SYGEPLEJERSKER SER PÅ / MENS GAMLE STAKKELS / FRU HANSEN / HUN STILLER / TRÆSKOENE / UNDER EN EPILEPSI". Han ser passiviteten i systemet, hvor man lader de svage dø.

På side 131 tager han skridtet videre. Fra at være en observatør til Fru Hansens død, bliver han nu selv en deltager.

I hans psykotiske sind er Fru Hansens død ikke naturlig. Det er en drabssag, og han er morderen, fordi han ikke greb ind. Hans passivitet er blevet til en aktiv, kriminel handling. Ved at identificere sig som morder påtager han sig den ultimative skyld. Han er ikke længere bare et offer for systemet; han er blevet en af dets bødler. Det er en tragisk og forvrænget måde at tage magten over sin egen fortælling på – ved at blive skurken i stedet for offeret.