SKIZOFRENIENS VERSALER: Jeg Gider Ikke Være en God Mand
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 23. En vagt kalder jeget "en god mand", hvilket udløser en identitetskrise. Om at blive anerkendt for det, man ikke er, og afvise den byrde, det medfører.
FÅR TYGGEGUMMI
Digtet starter med en uventet gestus af venlighed. En vagt giver digterjeget, Anders, en hel pakke tyggegummi. Men det er ikke tyggegummiet, der er det vigtigste. Det er de ord, der følger med.
HAN SIGER AT JEG ER EN GOD MAND
Denne simple konstatering kaster jeget ud i en dyb forvirring: "JEG FORSTÅR DET IKKE". Hvordan kan han blive set som en "god mand" midt i den virkelighed af psykose, tvangsindlæggelse og selvhad, han befinder sig i? Vagten insisterer: "ANDERS DU ER EN GOD / MAND".
Denne uventede anerkendelse tvinger jeget til en form for selvindsigt. Han begynder at definere sig selv ud fra, hvad han ikke er:
DET MANGLEDE BARE MANGLEDE I BEVIDSTHEDEN AT JEG IKKE ER PÆDOFIL IKKE ER VOLDTÆGTSFORBRYDER IKKE ER SERIEMORDER IKKE ER RUSSISK SPION MEN EN GOD MAND
At være en "god mand" bliver her defineret som fraværet af de værste forbrydelser. Det er en negativ definition, en konstatering af, at han trods alt ikke er et monster. Men denne anerkendelse føles tom og utilstrækkelig.
DER BARE ER FUCKING SYG
På side 47 fortsætter refleksionen, men tonen skifter fra forvirring til bitterhed og afvisning. At blive kaldt en "god mand" føles som en løgn, når virkeligheden er en helt anden.
DER BARE ER FUCKING SYG OG INDLAGT PÅ FRIVILLIG TVANG FÆNGSLET MOD SIN VILJE
Han er ikke bare en god mand; han er en syg mand, der er fængslet mod sin vilje. Prædikatet "god" klinger hult i lyset af den ufrihed og lidelse, han oplever. At blive kaldt en god mand føles som at blive placeret i en kategori af "FUCKING SIMPS" – svage, ynkelige mænd, der får, hvad de fortjener.
Dette fører til digtets kraftfulde og oprørske konklusion:
JEG GIDER SGU IKKE VÆRE EN GOD MAND
Han afviser den byrde, det er at skulle leve op til dette prædikat. Hvis det at være en "god mand" betyder at være et passivt offer, der er fængslet og syg, så vil han hellere være noget andet. Han nægter at acceptere den simple, velmenende, men i sidste ende meningsløse etiket, som vagten har påduttet ham. Det er et oprør mod en forsimplet syn på hans komplekse situation og en insisteren på retten til at definere sig selv, selvom den definition er mørk og smertefuld.
