SKIZOFRENIENS VERSALER: Jeg Tør Ikke Tænke på Årsagen
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 39. En samtale med en psykolog åbner for spørgsmål om depression, genetik og kærestesorg som årsag til paranoid skizofreni. Men jeget tør ikke tænke.
EN PSYKOLOG FRA MIN UDDANNELSE
Digtet starter i en terapisession. Jeget taler med en psykolog, der er tilknyttet hans finansøkonomuddannelse. Samtalen kredser om den depression, han oplevede "FØR PSYKOSEN FØR / JULEN". Men der er ting, jeget bevidst udelader.
JEG NÆVNER IKKE KÆRESTESORGERNE
Han holder de mest smertefulde og måske mest relevante oplysninger tilbage. Dette skaber en distance i samtalen og efterlader ham alene med sine egne spekulationer. Han er usikker på sammenhængen mellem de forskellige lidelser.
JEG VED IKKE OM DEPRESSIONEN HAR UDLØST MIN PARANOID SKIZOFRENI OM DET KRONISKE ER GENETISK
Han stiller de klassiske spørgsmål, som mange med psykisk sygdom kæmper med. Er det en reaktion på livsbegivenheder (depression, kærestesorg), eller er det en medfødt, genetisk sårbarhed? Han ved godt, at han er "MERE DISPONIBLE", men uvisheden er frustrerende. Han ved ikke, om det var hans alder, eller om det hele var "UUNDGÅELIGT". Denne mangel på et klart svar er skræmmende, og konklusionen er en intellektuel kapitulation: "JEG TØR IKKE TÆNKE". At tænke over årsagerne er for smertefuldt og for komplekst.
TØR IKKE SIGE
På side 90 fortsætter denne tøven og frygt. Fra ikke at turde tænke, bevæger han sig til ikke at turde sige.
TØR IKKE SIGE JEG VIL DØ PSYKOLOG FÅR ET FARVET BILLEDE
Han er bange for at være ærlig omkring sine selvmordstanker, fordi han frygter, hvordan psykologen vil tolke det. Han er bange for at give et "farvet billede", for at blive reduceret til sin diagnose. For at modvirke dette billede, fremhæver han en anden side af sig selv: "OG JEG ER MALER". Kunstneridentiteten bliver igen et skjold, en måde at præsentere sig selv som mere end bare en patient.
Digtet slutter med et billede på den dybe ensomhed, der er kernen i hans lidelse. Han husker ikke, om han har fortalt psykologen om sin isolation.
MIN ENSOMHED ... BOR ALENE I BORRIS LANGT UDE I JYLLAND LÆNGERE END KRAGERNES FLUGT
At bo "LÆNGERE END KRAGERNES FLUGT" er et smukt og melankolsk billede på en total og næsten mytisk isolation. Han er ikke bare alene; han er uden for kortet, et sted hvor selv naturens mest hårdføre skabninger ikke kommer. Det er denne fundamentale ensomhed, der ligger under alle lagene af diagnoser, spekulationer og frygt.
