SKIZOFRENIENS VERSALER: Koffein, Onani og Frelse

Digtet åbner med en religiøs erklæring: "KOFFEINEN ER MIN GUD". Kaffen er en livsnødvendighed, og fraværet af den fører til "HOVEDPINE" og "MIGRÆNERNE". Hans diætist er bekymret for hans misbrug, men for jeget er de mange kopper kaffe en måde at "DOPER MIG SELV PÅ / EN GOD DAG / PÅ EN GOD SKRIVEDAG".

Kaffen er brændstoffet til hans kreativitet. Han skaber en "DØGNINSTITUTION I / MIT HJEM", hvor han kan skrive uforstyrret. I denne selvskabte institution går "MANIEN OG KAFFEN GÅR / I HÆNDER". De to er uadskillelige partnere i den kreative proces.

På side 151 fortsætter hyldesten. "MIN AFGUD ER / KOFFEINEN / MIN RIGTIGE GUD ER / DEN VARME DRIK". Kaffen giver ham en følelse, der minder om at være ryger. Den varme damp fra koppen er en trøst.

Denne stimulans har også en kropslig effekt. Den fylder hans krop, så "MIN SÆD KAN LØBE / FRI / SÅ DÆMONERNE KAN / SVINDE HEN". Den seksuelle forløsning bliver en direkte konsekvens af kaffeindtaget.

Onanien er, ligesom kaffen, en form for frelse. Den er en måde at håndtere stress på. Han er ikke bange for at indrømme sit behov: "FANDENS OM JEG IKKE / OGSÅ / HAR SEX SOM EN / GAMMEL MAND".

På side 152 bliver den "gamle mand" til "MIG SELV". Han erkender, at hans sexliv primært er et "HANDJOB I / ENSOMHEDEN". Det er et "SKUESPIL", et "BESØG AF VEN", der foregår under dynen.

Digtet er en ærlig og usentimental beskrivelse af de ritualer og stimulanser, han bruger for at kunne fungere, skabe og overleve. Kaffe og onani er ikke bare nydelsesmidler; de er essentielle redskaber i hans personlige døgninstitution. De er hans guder, hans frelse, hans måde at holde dæmonerne på afstand og få arbejdet gjort.