SKIZOFRENIENS VERSALER: Lægen, der Kun Kender Teori
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 11. Om frustrationen over en læge i en "bonderøvsby", der kun har lært om psykisk sygdom på universitetet og ikke forstår jegets smerte.
Konfrontationen med den Uerfarne Læge
I det ellevte digt i "SYGE & RASKE VERSALER" rettes frustrationen og vreden mod en ny figur i systemet: den lokale læge i Borris. Jegets foragt er geografisk og socialt bestemt. Borris beskrives som en "I JYLLANDS / BONDERØVSBY / FUCKING STATIONSBY". Det er et sted, der opfattes som provinsielt og inkompetent, især sammenlignet med den specialiserede hjælp, man måske kunne forvente andre steder.
Lægen bliver symbolet på denne inkompetence. Hun er ikke bare en læge; hun er en, der "ALDRIG SET / EN PSYKISK SYG PATIENT". Hendes viden er udelukkende teoretisk:
HUN HAR KUN LÆRT OM DET PÅ ET UNIVERSITET HUN FORSTÅR IKKE MINE BEKYMRINGER
Dette er en central kritik af det psykiatriske system. Boglig viden er ikke nok. Uden levet erfaring og ægte empati kan lægen ikke forstå dybden af jegets lidelse. Medicinen, hun udskriver ("GIVER QUETIAPIN"), bliver en tom gestus, en standardløsning fra en, der ikke fatter problemets omfang.
Et Råb om Ro, Ikke Doping
Jegets reaktion er en blanding af afvisning og desperation. Han føler sig omgivet af larmende naboer og ønsker sig kun én ting: "JEG VIL HAVE RO". Men den medicin, han får, føles ikke som en vej til ro, men som en måde at blive pacificeret på.
JEG VIL IKKE DOPES ... JEG VIL IKKE HAVE EN OSTEKLOKKE OM MIT HOVED
Han afviser den kemiske løsning, der føles som at få en "osteklokke" over hovedet – en tilstand af at være afskærmet, bedøvet og afkoblet fra sig selv. Dette er ikke den ro, han søger. Frustrationen og afmagten over ikke at blive hørt eller forstået driver ham mod mørkere tanker.
Den Endelige Udvej
Når kommunikationen med systemet bryder sammen, og følelsen af at være fanget og misforstået bliver total, melder de suicidale tanker sig med fornyet styrke.
JEG VIL DØ JEG VIL IKKE HÆNGE MIG SELV JEG VIL GÅ UD FOR TOGET OM LIDT
Døden fremstår som den eneste reelle udvej. Interessant nok afviser han den metode, han tidligere har overvejet ("hænge mig selv"). Denne gang er det toget – det tilbagevendende symbol på flugt, transit og endeligt – der bliver den valgte metode. At gå ud foran toget er en voldsom og definitiv handling, en ultimativ protest mod en verden og et system, der ikke har kunnet tilbyde ham den ro, han så desperat længes efter. Digtet efterlader os på perronen, få øjeblikke før en potentiel katastrofe.
