SKIZOFRENIENS VERSALER: Når Sygdommen Bliver ens Identitet
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 14. Om at kæmpe med diagnosen som identitet, at være et "selvmordstruet dyr", og den konstante kamp mod stemmer, tog og sovemedicin.
En Identitet Defineret af Sygdom
Digtet åbner med en simpel, næsten banal handling: "MIG JEG SPISER EN AF / MINE PEANUTS / OG GÅR UD AF DØR TIL / DET FRI". Men denne normalitet bliver hurtigt brudt af en række intense refleksioner over identitet og sprog. Jeget leger med ordene i en bitter leg: "JORDNØD ER IKKE NØD". Dette leder ham direkte til kernen af hans kamp:
SKIZOFREN ER DIAGNOSE IKKE LIVSSTIL JEG JOKER SYGELIGHEDEN ER MIN IDENTITET
Her ser vi den centrale konflikt. Han forsøger at adskille diagnosen fra sin livsstil, men må med en ironisk distance ("JEG JOKER") erkende, at sygdommen er blevet hans identitet. Han er ikke længere bare Anders Frimann; han er sin sygelighed. Denne erkendelse er brutal og efterlader ham med en følelse af at være reduceret til noget basalt og instinktivt: "VED IKKE HVAD FANDEN / JEG ER END SYGT / SELVMORDSTRUET DYR". At se sig selv som et "dyr" er en dehumaniserende, men også ærlig, beskrivelse af at leve i en konstant overlevelsestilstand.
Den Daglige Kamp og Nattens Trusler
Livet er en "HVER DAG EN KAMP". Men når aftenen kommer, intensiveres kampen, for "STEMMER KOMMER". Dette leder over i digtets anden del på side 25, hvor trætheden og kampen mod de konkrete trusler fortsætter.
Trætheden er ikke bare mental; den er kemisk, forårsaget af "NØDMEDICINEN AF / QUETIAPIN". Igen ser vi en simpel handling – at spise toast med Nutella og gå ud – men bag den lurer en anden, parallel virkelighed. Jeget identificerer sig med en "FEMOGTYVE ÅR GAMMEL / MAND MED EPILEPSI", der er "BANGE FOR SIND MED / STEMMER I". Han er bange for sig selv.
Den mest konkrete trussel er stadig toget, der er på vej "PÅ SIN STI MOD / KØBENHAVNS / UNIVERSITET". Toget repræsenterer både en normal fremtid (universitetet) og den ultimative ødelæggelse. Kampen mod denne trussel er udmattende, og den eneste udvej synes at være en kemisk flugt:
OG I MORGEN JEG SKAL IKKE STÅ OP HVIS BARE JEG GÅR UD SELVMORDSBLÅT MIG JEG SPISER SOVEMEDICIN
Farven "SELVMORDSBLÅT" er en stærk og poetisk neologisme, der fanger den melankolske skønhed i den destruktive længsel. I sidste ende vælger han ikke toget, men sovemedicinen. Det er ikke en permanent løsning, men en midlertidig overgivelse. En måde at tvinge en ende på dagen og den kamp, han ikke længere kan udholde.
