SKIZOFRENIENS VERSALER: Regnvandsdrikkeren
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 97. Om at være i en psykose, så tørstig og træt, at man drikker regnvand på en parkeringsplads med et desperat behov for psykiatri.
I PSYKOSE JEG DRIKKER
Digtet kaster os direkte ind i en scene af dyb psykose og desperation. Jeget "DRIKKER / AF HERNINGS / REGNVAND PÅ / PARKERINGSPLADS". Handlingen er primitiv og næsten dyrisk. At drikke regnvand fra en parkeringsplads er et tegn på, at alle normale sociale konventioner er brudt sammen.
Han er drevet af en fundamental tørst og en ekstrem træthed.
SÅ TØRSTIG ER JEG SÅ TRÆT ER JEG SÅ MANGE DAGE JEG HAR VANDRET SØVNLØS
Han har vandret søvnløs i dagevis, en tilstand vi kender fra tidligere digte. Denne udmattelse og desperation fører til en klar erkendelse: han "HAR BRUG FOR / PSYKIATRI". Han ved, at han har brug for hjælp.
MEN INGEN OPDAGER
Men på trods af hans åbenlyse og desperate tilstand, er der "INGEN / OPDAGER / REGNVANDSDRIKKEREN". Han er usynlig for verden omkring sig. Hans lidelse er så ekstrem, at den burde være synlig for alle, men han er alligevel overset.
Ved at give sig selv titlen "REGNVANDSDRIKKEREN" skaber han en ny, tragisk identitet. Han er ikke længere bare Anders Frimann eller en patient; han er Regnvandsdrikkeren, en mytisk figur, der er tvunget til at drikke af pytterne for at overleve, mens verden ser den anden vej. Digtet er et stille, men kraftfuldt billede på den totale ensomhed og usynlighed, man kan opleve i en dyb psykose.
