SKIZOFRENIENS VERSALER: Samtalen ved Skinnerne
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 53. En intens dialog mellem "du" og en suicidal stemme ved togskinnerne. Om at blive overtalt til at dø og den kosmiske timing for selvmordet.
DU STÅR VED SKINNERNE ET HOP FRA DØDEN
Digtet starter med en direkte henvendelse til "DU", som er jeget, der står ved togskinnerne, "ET HOP FRA / DØDEN". En stemme taler til ham og præsenterer selvmordet som den endelige kur, en måde at lade "BIVIRKNINGERNE / VARE EVIGT". Stemmen er rationel og næsten beroligende. Den forsikrer ham om, at efter døden er han bare "DØD". Der er ingen lidelse, medmindre "HELVEDE / HAR EN PLADS TIL DIG".
Stemmen udfordrer ham: "TØR DU TAGE CHANCEN / OG FINDE SANDHEDEN / OM EFTERLIVET". Det er en eksistentiel fristelse. Tør han tage det endelige skridt for at få svar? Stemmen sår tvivl om hans evne til at leve videre: "JEG TROR DU KAN / MEN TROR DU / AT DU KAN". Det er en subtil manipulation, der underminerer hans egen tro på sig selv.
JEG ER BARE EN SKIDE STEMME
På side 127 afslører stemmen sin identitet: "JEG ER BARE EN SKIDE / STEMME". Men denne "bare" stemme er magtfuld. Den "OVERTALER DIG / TIL AT DØ". Stemmen skaber et tidspres. Toget kører langsommere, men han skal skynde sig, "INDEN LÆNGE MÅ DU / VENTE PÅ DET NÆSTE".
Stemmen præsenterer alternativerne som håbløse. At finde et reb er en mulighed, men "ALT ANDET ER HÅBLØST". Den tilbyder endda en form for pervers held og lykke med projektet. Den forudser også, hvad der vil ske, hvis han tøver. Hvis toget står stille, og han beder togchaufføren om at bakke op for at "FUCKE DIG OP", vil han bare blive "INDLAGT I / ET HVIDT RUMT" og "FÆNGSLET". Stemmen præsenterer indlæggelse som det værste udfald, en fiasko, der gør selvmordet til den eneste logiske og værdige udvej.
TØR DU VISE DIN SELVMORDSLYST
På side 128 kommer den endelige opfordring. Stemmen skaber en følelse af kosmisk timing og uundgåelighed.
TØR DU VISE DIN SELVMORDSLYST DU SKAL GØRE DET NU MENS STJERNER OG PLANETER STÅR PÅ LINJE
Selvmordet er ikke længere bare en personlig handling; det er en skæbnebestemt, astrologisk begivenhed. Stjernerne og planeterne står på linje, og universet selv kalder på, at han skal handle. Dette løfter selvmordet ud af det personlige og ind i det mytologiske. Det er ikke længere bare et valg; det er hans skæbne. Digtet efterlader "DU" i dette intense øjeblik af kosmisk pres, hvor stemmen har gjort alt for at overbevise ham om, at tiden til at dø er kommet.
