SKIZOFRENIENS VERSALER: Send Mig Ind på Lukket
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 67. Om at være overfølsom for lyd, høre stemmer i alting og den desperate bøn om at blive indlagt på en lukket afdeling for at finde ro.
JEG ER OVERFØLSOM FOR LYD
Digtet starter med en konstatering af en sansemæssig sårbarhed. Jeget er "OVERFØLSOM / FOR LYD". Han beskriver det som at være "PÅ EN MÅDE AUTIST", hvor hans filter ikke virker. Lydene bliver ikke sorteret fra, men vælter ind over ham.
Denne mangel på et filter fører til en indre vrede og en fysisk reaktion: "JEG RASER I MIG SELV / KLEMMER TÆNDERNE". Lydene er ikke længere bare lyde; de bliver til stemmer.
JEG HØRER STEMMER I SNAK STEMMER I COMPUTERMOTOR STEMMER I BAGGRUNDEN
Alt har en stemme. Almindelig baggrundsstøj og udluftning bliver til en kakofoni af stemmer, der taler til ham. Denne konstante sanseoverbelastning er uudholdelig, og den eneste løsning, han kan se, er den totale isolation.
SEND MIG IND PÅ LUKKET I AKUT JEG FØLER MINDRE LYD
Han længes efter den lukkede afdelings stilhed. "Akutten" bliver et symbol på et frirum, et sted hvor den ydre verdens larm endelig kan blive dæmpet. Det er et paradoksalt ønske: at blive indespærret for at finde fred.
I AKUTTENS RUM JEG ER RASK
På side 163 fortsætter denne tankegang. I "AKUTTENS RUM" føler han sig "RASK". Stilheden giver ham en følelse af klarhed og kontrol. Han afviser systemets potentielle dom: "INDLÆG MIG IKKE SYG / NOK / FUCK DIT UDSAGN JEG / TVIVLER / PÅ DIT ORD".
I dette øjeblik af selvopfattet raskhed, genfinder han sin kunstneridentitet: "JEG ER / MALER / MALER ET HELT GALLERI / I TANKER". Han er produktiv og kreativ i stilheden. Men denne selvsikkerhed er skrøbelig. Den tipper over i en aggressiv trussel rettet mod den læge, der tvivler på ham.
INDEN LÆNGE JEG DIG BANKER LÆGE GIV MIG ISOLATION GIV MIG INDLÆGGELSEN
Han beder om isolation og indlæggelse, ikke som en patient, der har brug for hjælp, men som en fange, der kræver sin straf. Han har "VENTET I TIMER", og hans tålmodighed er brugt op. Digtet slutter med en trodsig afvisning: "FUCK NEJ OM JEG GÅR / MIN VEJ IGEN". Han nægter at forlade stedet, før han har fået det, han kom efter: den indlæggelse, der både er hans fængsel og hans eneste håb om at finde ro fra verdens larm.
