SKIZOFRENIENS VERSALER: Vi Passer på Vore Egne
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 90. En kynisk refleksion over ligegyldigheden i psykiatrien, hvor patienter dopes for ikke at komme videre og holdes inde i fængslet for evigt.
I HERNING PSYKIATRI
Digtet starter igen på Herning Psykiatri. Jeget har aftaler, en "UDREDNING", et liv udenfor murene. Personalet ved det, men han føler en total ligegyldighed fra deres side. "FUCK OM ANDERS / HAR ET LIV".
Han beskriver den kyniske logik, han oplever på afdelingen:
HAN SKAL BARE SOVE OG DOPES IKKE KOMME VIDERE I SAMFUNDET
Systemets mål er ikke at hjælpe patienten videre, men at pacificere ham. At sove og blive dopet er måden, man forhindrer ham i at udvikle sig. Patienten bliver en "SPASSERPATIENT", der ikke skal have førtidspension, men bare "BLIVE / INDE I FÆNGSLET".
Han er "FUCKING / LIGEGLAD MED PATIENT / DER SOVER", selvom han ved, at patienten har en vigtig aftale. Denne ligegyldighed er en spejling af den ligegyldighed, han selv føler fra systemet. Hvis systemet er ligeglad med ham, er han også ligeglad med de andre.
ALDRIG UD IGEN VI
På side 227 kulminerer denne kyniske logik i en dyster og endegyldig konklusion.
INDE I FÆNGSLET ALDRIG UD IGEN VI PASSER PÅ VORE EGNE MONGOLMÆND
Psykiatrien er et "FÆNGSLET", hvorfra der ingen udvej er. "ALDRIG UD IGEN". Den sidste linje er dybt foruroligende. "VI / PASSER PÅ VORE EGNE / MONGOLMÆND". "Vi" er systemet, personalet, der med en perverteret form for omsorg "passer på" patienterne ved at holde dem indespærret og pacificerede.
Ordet "mongolmænd" er et voldsomt og dehumaniserende udtryk, der understreger, hvordan systemet i jegets øjne ser på patienterne. De er ikke individer med håb og drømme, men en kategori, en gruppe af "mongolmænd", der skal passes, kontrolleres og holdes inde i fængslet for evigt. Det er den ultimative institutionelle logik, hvor kontrol er blevet vigtigere end helbredelse.
