Når folk hører ordet "skizofreni", tænker de som regel på en lang liste af ulemper. Og ja, bevares, det er ikke altid en fest at have en hjerne, der kører på fuld tryk som en overophedet computer, der forsøger at downloade hele internettet på én gang.

Men lad os for et øjeblik glemme alt det, der står i de pæne pjecer fra psykiatrien. Lad os tale om de... fordele. De absurde, uventede og til tider ret underholdende "perks", der følger med, når din virkelighedsopfattelse er mere fleksibel end en slangemands.

Her er min personlige liste over de superkræfter, diagnosen har udstyret mig med.

Ensomhed? Hvad er det? Mens andre mennesker sidder og swiper på Tinder for at finde en at tale med, har jeg et helt persongalleri i mit hoved. Bevares, de er ikke altid enige, og nogle af dem har en ret nederdrægtig tone, men der er altid liv i kludene. Det er som at have en podcast kørende 24/7, der udelukkende handler om dig. Hvem har brug for venner, når man har kritiske stemmer, der kan underholde én med dommedagsprofetier?

Du ser en rød bil. Så ser du en rød postkasse. Og så en kvinde med en rød taske. For en "normal" person er det bare tilfældigheder. For mig? Det er et mønster! Et tegn! En hemmelig besked fra universet (eller fra den kinesiske efterretningstjeneste, alt efter dagsformen).

Jeg kan forbinde de mest usandsynlige ting og skabe en fortælling ud af ingenting. Kriminalbetjente bruger måneder på at knække en sag. Jeg kan gøre det på fem minutter med tre tilfældige observationer og en god portion paranoia. Effektivt? Måske ikke. Men det er fandeme kreativt.

Kedsomhed er for folk med forudsigelige hjerner. Min hjerne er en Hollywood-producer på amfetamin. Det ene øjeblik er jeg en hemmelig agent på flugt, det næste er jeg verdensberømt forfatter, og fem minutter senere er jeg overbevist om, at mine potteplanter planlægger et kup. Hver dag er et nyt eventyr. Et udmattende, angstprovokerende og forvirrende eventyr, men aldrig kedeligt.

Jeg er overbevist om, at jeg kan læse tanker. Eller i det mindste er jeg virkelig god til at gætte, hvad folk tænker. Når kassedamen i Rema 1000 kigger på mig på en bestemt måde, ved jeg, at hun ved, at jeg ved, at hun er en del af komplottet.

Det er selvfølgelig noget pjat. Men det har gjort mig hyperopmærksom på små signaler. Et løftet øjenbryn, en lille trækning i mundvigen – alt bliver analyseret. Jeg er dybest set Sherlock Holmes, bare med en langt mere upålidelig konklusion.

Har du glemt en aftale? "Sorry, det er min kognitive dysfunktion." Kommer du til at sige noget helt ude i skoven? "Ups, tankeforstyrrelse." Har du bare lyst til at gå med en bamse på hovedbanegården? "Det er en del af min proces."

Folk forventer, at du er lidt sær. Det giver en vis frihed. Mens andre er fanget i sociale normer, kan jeg slippe afsted med lidt af hvert. Jeg er ikke bare "mærkelig", jeg er diagnostiseret. Det lyder meget mere professionelt.

Så ja, skizofreni er en barsk omgang. Men hvis man ikke kan grine af absurditeten i at have en hjerne, der er sin egen største konspirationsteoretiker, hvad kan man så? Vi er alle sammen bare historier. Mine er bare skrevet med lidt mere blæk og en hel del mere vanvid.