Mit Bud på en Ny Diagnose - "Almen Spiseforstyrrelse"
Anders Frimann Christensen
Share
En spiseforstyrrelse handler ikke altid om kropsbillede. Læs om "almen spiseforstyrrelse" – forårsaget af kognitive lidelser som skizofreni eller demens.
Findes der en "Almen Spiseforstyrrelse"? Et Nyt Perspektiv
Når vi hører ordet "spiseforstyrrelse", tænker de fleste med det samme på anoreksi og bulimi – sygdomme tæt knyttet til et forvrænget kropsbillede og en frygt for at tage på. Men er det hele sandheden?
Jeg mener, vi overser en fundamental type spiseforstyrrelse, som intet har med selvbillede at gøre. En type, jeg kalder almen spiseforstyrrelse.
Den Gængse Opfattelse: Anoreksi og Bulimi
I medierne og den generelle bevidsthed er en spiseforstyrrelse næsten altid portrætteret som en kamp mod vægten. Man er enten faretruende tynd, eller man kaster sin mad op. Selvom anoreksi og bulimi er alvorlige og reelle sygdomme, er dette billede for snævert. Det efterlader en stor gruppe mennesker uden en passende beskrivelse af deres lidelse.
Mit Forslag: Definitionen på Almen Spiseforstyrrelse
Diagnosen "almen spiseforstyrrelse" findes ikke officielt, men efter min mening burde den eksistere.
Min definition er:
Almen spiseforstyrrelse er noget, der er direkte forårsaget af kognitive vanskeligheder – ikke af et negativt kropsbillede.
Denne type spiseforstyrrelse opstår, når hjernens funktion er så påvirket, at evnen til at spise forsvinder. Det kan for eksempel ses hos personer med:
- Skizofreni: Hvor de negative symptomer (apati, mangel på initiativ) gør det umuligt at planlægge måltider, handle ind eller lave mad.
- Demens: Hvor personen simpelthen glemmer at spise eller ikke længere forstår kroppens sultsignaler.
- Andre kognitive handicap: Hvor hjernens evne til at varetage basale behov er nedsat.
I disse tilfælde handler det ikke om et ønske om at være tynd. Det handler om, at de mentale ressourcer til at udføre den komplekse handling, det er at spise eller lave mad, ikke længere er til stede.
Hvorfor er denne skelnen vigtig?
Ved at anerkende eksistensen af en "almen spiseforstyrrelse" kan vi sikre den rette hjælp og forståelse for en sårbar gruppe. Behandlingen skal ikke fokusere på selvværd og kropsidealer, men på praktisk støtte, omsorg og hjælp til at få dækket et basalt, livsnødvendigt behov.
Vi er nødt til at udvide vores perspektiv og anerkende, at en spiseforstyrrelse kan have dybere og anderledes rødder end dem, vi oftest taler om.
