Få en personlig beretning om et 2-årigt OPUS-forløb for psykose. Læs om erfaringer med antipsykotisk medicin, der fjernede hallucinationer, men førte til leversvigt. En vigtig historie om bivirkninger, patientansvar og vigtigheden af blodprøver i psykiatrisk behandling. Få indsigt, råd og advarsler, før du starter i OPUS.

Læs min ærlige beretning fra et 2-årigt OPUS-forløb. Medicin fjernede mine hallucinationer, men gav leversvigt. Få indsigt, råd og advarsler.

Mit OPUS-forløb: Erfaringer med behandling, medicin og bivirkninger

At få en psykose er en voldsom oplevelse, og det kan føles som at miste fodfæstet i sit eget liv. For mig blev et toårigt OPUS-forløb vejen ind i en mere stabil hverdag – men også en rejse med store udfordringer, bivirkninger og nogle chokerende oplevelser undervejs.

I dette indlæg deler jeg åbent om mine erfaringer, både de gode og de dårlige, så andre kan lære af dem. Mit mål er at give et realistisk billede af, hvordan et OPUS-forløb kan være, hvad man kan forvente af behandlingen, og hvorfor det er vigtigt at tage ansvar som patient – især når det handler om antipsykotisk medicin.

---

Hvad er OPUS?

OPUS står for Opsøgende Behandling af Psykotiske Unge. Det er et ambulant behandlingstilbud i psykiatrien for unge mellem 18 og 35 år, der har oplevet psykose. Forløbet varer som regel op til to år og er tværfagligt sammensat, hvilket betyder, at man både møder psykiatere, sygeplejersker, psykologer og socialrådgivere.

Jeg blev henvist til OPUS efter at have kæmpet med psykose og hallucinationer. Da jeg startede, var jeg præget af stemmer – konstante hallucinationer, som gjorde det svært at fungere i hverdagen.

---

De gode oplevelser i OPUS

Det første, jeg gerne vil fremhæve, er de ting, der virkelig hjalp mig:

1. Endelig en medicin, der virkede

Noget af det mest afgørende var, at vi fandt antipsykotisk medicin, som faktisk virkede på mig. Jeg havde i lang tid været plaget af stemmer, men med den rette medicin begyndte hallucinationerne at forsvinde. For første gang i lang tid oplevede jeg ro i hovedet.

2. En kontaktperson, der så mig

Jeg fik tilknyttet en sygeplejerske, som blev min faste kontaktperson. Hun mødte op i mit hjem, fulgte mig tæt i min behandling og var en, jeg kunne tale åbent med. Det betød meget at have en person, jeg kunne sparre med, uden at det altid skulle foregå på et koldt kontor i psykiatrien. Den opsøgende indsats gjorde en stor forskel.

3. Struktur og støtte i hverdagen

Udover medicin og samtaler hjalp OPUS mig med at skabe en ramme om hverdagen. De støttede mig i at finde en rytme, så jeg kunne fungere bedre i det daglige.

Alt dette er noget, jeg vil give OPUS ros for. Men der var også en mørkere side af min oplevelse.

---

Bagsiden af medicinen: Bivirkninger og leversvigt

Selvom medicinen hjalp mig med at slippe af med stemmerne, oplevede jeg også nogle voldsomme bivirkninger.

1. Fysiske bivirkninger

Jeg begyndte at få smertefulde kæbespændinger og kastede op regelmæssigt. Det var en hård pris at betale for at være fri for hallucinationerne.

2. Leversvigt – den alvorlige konsekvens

Det mest chokerende var dog, da vi fandt ud af, at jeg havde udviklet alvorligt leversvigt.

Efter at OPUS-personalet endelig fik taget en blodprøve, viste det sig, at mit ALAT-tal var 3600. Til sammenligning er et normalt ALAT-tal typisk under 70. Det betød, at min lever var mere end 10 gange hårdere ramt end ved kroniske tilstande som fedtlever eller skrumpelever.

Jeg blev hastet ind på hospitalet, men lægerne kunne ikke gøre meget. Min egen lever skulle selv bearbejde giftstofferne i kroppen. Heldigvis faldt tallene efter to uger, men oplevelsen var skræmmende.

Jeg fik leversvigt af Quetiapin og muligvis også Latuda, som jeg havde taget i omkring en måned.

---

Et kaotisk ophold i psykiatrien

Som om leversvigtet ikke var nok, oplevede jeg også kaos i psykiatrien. På et tidspunkt havde jeg et panikanfald med en puls på 180 og blev indlagt akut.

Her blev jeg mødt af en person, jeg troede var afdelingslederen. Senere viste det sig, at vedkommende i virkeligheden var en anden patient – en psykisk syg, som gik rundt og udgav sig for at være leder. Det var både absurd og skræmmende, og i dag kan jeg godt se det ironiske i situationen. Men dengang føltes det utrygt.

---

Min vigtigste læring: Blodprøver redder liv

Noget af det vigtigste, jeg vil dele videre, er denne erfaring:

👉 Hvis du er på antipsykotisk medicin, så kræv regelmæssige blodprøver – helst én gang om måneden, især når du starter på et nyt præparat.

Hvis jeg havde fået taget blodprøver tidligere, havde vi måske opdaget mine leverproblemer i tide. Jeg kunne være død af medicinen, hvis ikke min lever mirakuløst havde klaret at rense kroppen selv.

Derfor er mit råd til andre patienter: Vær ikke bange for at stille krav til behandlingen. Dit liv og dit helbred er for vigtigt til at overlade fuldstændig til tilfældigheder.

---

Balancen mellem hjælp og ansvar

Mit OPUS-forløb lærte mig, at behandling altid er en balancegang:

• Systemet kan tilbyde rammer, medicin og støtte.

• Behandlerne kan vejlede, lytte og justere behandlingen.

• Men ansvaret for at sige fra, stille spørgsmål og være opmærksom på sin krop ligger i høj grad hos os patienter.

Jeg lærte, at jeg ikke bare kunne læne mig tilbage og stole blindt på systemet. Jeg måtte tage aktivt ansvar for min behandling – både ved at være ærlig om symptomer og ved at reagere, når noget føltes forkert.

---

OPUS: En blandet oplevelse

Når jeg ser tilbage, står mit OPUS-forløb som en blanding af store gevinster og dybe udfordringer.

• På den positive side fandt jeg en medicin, der hjalp mod hallucinationerne, og jeg oplevede en kontaktperson, som virkelig gjorde en forskel.

• På den negative side stod jeg med alvorlige bivirkninger, et næsten dødeligt leversvigt og episoder i psykiatrien, der gjorde mig utryg.

Jeg tror, at mange OPUS-patienter kan nikke genkendende til denne dobbelthed. Forløbet kan være en livline – men også et sted, hvor man som patient skal være meget opmærksom og tage ansvar.

---

Mine råd til andre unge i OPUS

Til dig, der måske står foran et OPUS-forløb, eller som lige er begyndt, vil jeg dele nogle råd:

1. Vær åben om dine symptomer – både de psykiske og de fysiske.

2. Krav blodprøver – især når du starter ny medicin.

3. Spørg ind til bivirkninger – skriv dem ned, og tag dem alvorligt.

4. Find støtte i din kontaktperson – brug de opsøgende tilbud aktivt.

5. Tag ansvar – behandlingen kan kun lykkes, hvis du selv deltager aktivt.

6. Husk håbet – selv når det ser sort ud, kan bedring komme.

---

Afsluttende tanker

Mit forløb i OPUS var langt fra perfekt, men jeg overlevede, og jeg lærte nogle lektier, jeg aldrig vil glemme. Jeg fik en medicin, der fjernede mine stemmer, men jeg fik også leversvigt, der næsten kostede mig livet.

Jeg ser i dag på OPUS som et vigtigt tilbud, men et tilbud, hvor man skal være vågen og stille krav. Psykiatrien kan hjælpe, men vi som patienter må også tage vores helbred i egne hænder.

Hvis du er i behandling eller står overfor at skulle starte i OPUS, så husk:
👉 Dit liv er dit ansvar. Stil krav, vær nysgerrig, og pas på dig selv.

Jeg gjorde det – og jeg er her stadig.

---

📌 Har du erfaringer med OPUS eller bivirkninger af antipsykotisk medicin? Del gerne dine tanker i kommentarfeltet – måske kan din historie hjælpe andre.

1. Hvad er OPUS?
OPUS er et toårigt, ambulant behandlingstilbud i psykiatrien til unge (18–35 år) med psykose. Forløbet indeholder medicinsk behandling, samtaler og støtte til uddannelse/arbejde.

2. Hvordan bliver jeg henvist til OPUS?
Du skal have en henvisning fra egen læge, privatpraktiserende psykiater eller en psykiatrisk afdeling efter udredning eller indlæggelse.

3. Hvor længe varer et OPUS-forløb?
Et standard OPUS-forløb varer typisk op til to år, men varigheden kan tilpasses individuelle behov.

4. Hvad indeholder behandlingen i OPUS?
Behandlingen er tværfaglig og kan inkludere medicinjustering, psykologsamtaler, psykoedukation, social støtte og opsøgende hjemmebesøg af kontaktpersoner.

5. Hvad skal jeg være opmærksom på ved antipsykotisk medicin?
Vær opmærksom på både psykiske og fysiske bivirkninger. Rapportér nye symptomer til dit behandlingsteam, og få regelmæssige blodprøver ved opstart eller dosisændringer.

6. Hvor ofte bør man få taget blodprøver, når man starter ny antipsykotisk medicin?
Det afhænger af medicinen og kliniske anbefalinger, men mange eksperter anbefaler hyppigere kontrol ved opstart (fx hver måned) indtil man ved, hvordan kroppen reagerer.

7. Hvad gør man, hvis blodprøver viser alvorlige levertal?
Kontakt straks din behandler eller lægevagt. Ved alvorlige levertal kan hospitalsindlæggelse være nødvendig. Stop aldrig medicin uden aftale med læge.

8. Hvad kan jeg forvente af kontaktpersonen i OPUS?
Kontaktpersonen (ofte en sygeplejerske) kan støtte dig i hjemmet, følge op på medicin, koordinere behandling og være et fortroligt samtalepunkt.

9. Hvad gør jeg, hvis jeg oplever panik eller akutte symptomer?
Søg akut hjælp via vagtlæge, skadestue eller psykiatrisk akutmodtagelse. Hav en kriseplan, hvis dit OPUS-team har udarbejdet en.

10. Hvordan kan pårørende bedst støtte?
Lyt uden at dømme, lær om psykose, støt op omkring behandling og opfordr til blodprøver og medicinovervågning. Pårørende kan også få støtte gennem OPUS.